Krydstogtspecialisten Star Clippers har annonceret tilføjelsen af et fjerde skib til sin flåde af elegante square rigger-sejlskibe. Det nye skib er selskabets første nyanskaffelse siden Royal Clipper fra juli 2000.

Det nye fartøj, som enndu ikke er navngivet, bliver Star Clippers´ største og mest ambitiøse projekt til dato, når det lanceres i anden halvdel af 2017. Skibet får med en vægt på hele 8770 ton plads til 300 passagerer og bliver drevet frem af mere end 6350 kvadratmeter sejl.

Rent teknisk bliver det nye skib et barque-skib med fem master og råsejl.

Mens Star Clippers´ nuværende flagskib Royal Clipper er modelleret efter det legendariske tyske sejlskib Preussen, bliver det nyeste medlem af flåden en næsten-replika af det det historiske skib France II, verdens største square rigger-skib fra 1911. Ligesom France II overgik Preussen i størrelse for mere end hundrede år siden, bliver Star Clippers´ nye sejlskib det største af sin slags foran sit søsterskib Royal Clipper.

Star Clippers´ grundlægger og ejer Mikael Krafft udtaler:

- Vi har allerede bygget det femmastede skib Royal Clipper, som i høj grad er inspireret af skibet Preussen. Denne gang ønsker vi at bygge et skib inspireret af France II, hvilket er en ambition, jeg har haft længe. Skibets rig vil være identisk med den på France II, og dimensionerne vil også ligne, men vi tilføjer også en række nye komponenter, der vil gøre skibet til det smukkeste aktive passager-sejlskib.”

Foruden sin særlige rummelighed bliver det nye skib udstyret med 3 swimming pools, hvor af den ene vil reflektere sollys gennem skibets atrium og ind i den elegante spisesal. Skibet får også en platform til vandsport, som kan anvendes, når skibet ligger for anker, samt kahytter i forskellige klasser; herunder 34 suiter med balkon og 4 luksus suiter.

Skibets restaurant bliver placeret i det solfyldte atrium, og her kan alle gæster spise middag, når og hvor de ønsker det. Skibets gæster vil desuden opleve Star Clippers´ særlige kendetegn som det hyggelige bibliotek, nettet i skibets forstavn og den populære udendørs Tropical Bar med aftenunderholdning. Skibet bliver udstyret med miljøvenlige og højteknologiske motorer, men sejler - som sine søsterskibe - i udgangspunktet på vindkraft.

Det nye skib bliver leveret i anden halvdel af 2017. I første omgang skal det betjene Star Clippers´ populære ruter i Middelhavet og Caribien. Det forventes, at bestillinger bliver mulige i 2016.

Hurtige facts om skibet:

  • Værft: Brodosplit, Split, Croatia
  • Tonnage: 8770 ton
  • Kapacitet: 300 passagerer i 150 kabiner
  • Besætning: 140
  • Sejl: 6,350 m2
  • Master: Femmastet barque-skib

Faciliteter: 3 pools, massage- og skønhedsbehandlinger, fuldt udstyret platform til vandsport, bibliotek. selskabslokale, pianobar, Tropical bar, sportsbar, udendørs dækbar, måltider med open seating

Kahytter: 150 kahytter; 34 suiter med balkon og 4 luksus kahytter (owner´s cabins)